Sådan laver du et fransk ostebord
Findes der noget bedre end et ostebord? Uanset om det er til forret eller dessert – et ostebord er det perfekte valg. Se vores guide til, hvordan du sammensætter et autentisk fransk ostebord med de lækreste oste og det rette tilbehør for en komplet kulinarisk oplevelse. Bon appetit!
Valg af oste til dit ostebord
For at sammensætte et varieret og interessant ostebord bør du inkludere oste fra de fem hovedkategorier: hvidskimmelost, blåskimmelost, kitmodnet ost, chévre og hårde eller halvhårde oste. Her er nogle eksempler:
- Hvidskimmelost: Brie og camembert. Disse oste er kendt for deres cremede tekstur og milde, men komplekse smag.
- Blåskimmelost: Roquefort eller Saint Agur. Blåskimmeloste har en stærk smag og kan kendes på udseendet ved deres karakteristiske blågrønne skimmel.
- Kitmodnet ost: Reblochon eller Époisses. Disse oste er kendt for deres stærke lugt og rige smag, der kan variere fra mild til intens.
- Chévre: Lavet af gedemælk, som Crottin de Chavignol. Disse oste har en smag, der kan variere fra mild til pikant.
- Hårde og halvhårde oste: Comté eller Gruyere. Disse oste har en fastere konsistens og kan være mildere eller mere intense i smagen afhængig af modningstiden.
Find tilbehør til ostebordet
Det rette tilbehør kan gøre ostebordet endnu mere interessant og komplet. Her er nogle forslag, både til noget blødt og noget knasende:
- Frugt og bær: Vindruer, æbler, pærer og tørret frugter som abrikoser og figner passer godt til ost.
- Brød og usaltede kiks: Vælg neutrale kiks og frisk brød for at lade ostesmagen skinne igennem. Baguette eller surdejsbrød er klassikere.
- Syltetøj/honning: Figenmarmelade, abrikoskompot eller honning giver en sød kontrast til de salte oste.
- Nødder: Valnødder, hasselnødder eller mandler giver en en god og knasende kontrast til den bløde ost.
- Oliven: Sorte eller grønne, salte oliven kan give en god balance til milde oste.
Serveringstips
Når du serverer et ostebord, er det vigtigt at tage ostene ud af køleskabet cirka en time før servering, så de når at få stuetemperatur. Dette forbedrer både smagen og teksturen. Sørg også for at bruge en separat kniv til hver ost, så smagene ikke blander sig.