Inspiration og tips til nem picnic mad
Er du i tvivl om, hvilke retter du skal medbringe på din næste picnic-tur med familien? I denne artikel giver vi vores bedste tips til nem og lækker picnic mad, der vil imponere både store og små.
Hvad er picnic mad?
Picnic mad kendetegnes ofte som kold mad, der kan nydes på en picnic-tur ude i naturen, og som enten kan spises med fingrene eller med minimal service. Der er noget helt særligt ved at tilbringe en dag ude i naturen med familien og nyde et dejligt måltid mad sammen under åben himmel. En picnic-tur er en fantastisk mulighed for at skabe gode minder, slappe af og nyde hinandens selskab i det gode vejr. Dog er det vigtigt på forhånd at overveje, hvilke retter man vil medbringe i picnic-kurven. Eftersom maden skal nydes ude i naturen, er det vigtigt at vælge retter, der kan tilberedes på forhånd, transporteres nemt, nydes kold og uden for meget service involveret. Heldigvis er der masser af lækre retter, der lever op til alle disse krav. Nogle af de mest typiske retter, som folk medbringer på en picnic-tur, inkluderer sandwiches, pizzasnegle, pølsehorn, pastasalat og tærte.
Tips til picnic mad til børn
Har du inviteret hele familien ud i det fri til en lækker picnic, er det vigtigt også at tage børnenes smagspræferencer i betragtning. Eftersom maden nydes ude i det fri væk fra hjemmet, vil du ikke kunne servere et alternativ, hvis børnene ikke bryder sig om det, du serverer for dem. Det er derfor vigtigt at vælge retter, som hele familien synes godt om og som er praktisk at have med i picnic-kurven. De fleste børn synes godt om klassikere som pizzasnegle, wraps og pølsehorn. Sørg derfor for at inkludere nogle af børnenes favoritter, så du sikrer, at børnene også kan nyde maden sammen med dig.
10 forslag til nem picnic mad
Skal du snart på picnic-tur med familien? Her får du 10 bud på nem og lækker picnic-mad, der kan nydes af både store og små.
- Sandwiches: Smør nogle sandwiches og fyld dem med for eksempel kylling, skinke, ost og friske grøntsager. Pak hver sandwich ind i plastfolie for at folde dem friske inden servering. Har børnene forskellige favoritter, kan du med fordel skrive navn eller ingredienser på, så de nemt kan skelne dem fra hinanden.
- Pastasalat: Lav en frisk og velsmagende pastasalat med blandede grøntsager og en let dressing. Denne kolde ret er nemt at transportere i en lufttæt beholder og kan både nydes som en hovedret og som tilbehør til andre retter.
- Pizzasnegle: Pizzasnegle er et hit blandt de fleste, og du kan med fordel lave pizzasneglene aftenen før. Læg dem på køl i en lufttæt beholder, som du nemt kan flytte over i picnic-kurven, inden I drager af sted.
- Pirogger: Pirogger er ideelle som picnic mad, da de kan tilberedes dagen før, er nemme at transportere og smager forrygende. Lav pirogger med forskelligt fyld såsom oksekød, kylling, grøntsager eller ost.
- Pølsehorn: Lav lækre pølsehorn ved at rulle pølser ind i en dej og bag dem, til de er sprøde og gyldne. Især børn er helt vilde med pølsehorn, hvilket gør pølsehorn til den perfekte ret at medbringe i din picnic-kurv.
- Wraps: Lav nemme wraps med fyld af karrykrydret oksekød, frisk salat og yoghurtdip. Pak dem ind i aluminiumsfolie, så de holder formen og er nemme at spise uden at grise.
- Tærte: En lækker tærte er et sikkert hit til en picnic. Lav for eksempel en tærte med fyld af skinke, spinat og fetaost. Skær den i portioner og pak stykkerne ned i en lufttæt beholder.
- Pizza: Forbered en sprød pizza aftenen før med børnenes yndlings-toppings. Det kunne for eksempel være skinke, peberfrugt, post og tomatsauce. Bag i ovnen til den er lækker sprød, skær den i stykker og pak den ind i en lufttæt beholder, som du nemt kan have med i picnic-kurven.
- Mini-burgere: Køb små burgerboller og fyld dem md børnenes yndlingsingredienser. Det kunne for eksempel være oksekød, ost, salat og ketchup. Pak dem ind i plastfolie for at holde dem friske inden servering.
- Kage eller muffins: Står den på dessert, kan du med fordel bage en kage eller muffins aftenen før, som du kan opbevare i en lufttæt beholder. Du kan for eksempel lave en lækker chokoladekage, som du skærer ud på forhånd, eller muffins med chokolade, banan eller blåbær.
Foruden disse retter kan du også medbringe friske frugt- og grøntsnacks såsom jordbær, vindruer og grøntsagsstænger. Sørg for at skylle dem på forhånd, og opbevar dem i en lufttæt beholder sammen med køleelementer for at holde dem friske.
Picnic musthaves: Hvad skal man ellers have med?
Foruden selve retterne skal du medbringe en picnickurv med kølelementer eller en køletaske for at sikre en passende temperatur på maden. Derudover skal du også sørge for at have rigeligt med væske med, det nødvendige service, servietter, affaldssække og ikke mindst et picnic-tæppe at sidde på. Med disse ting på plads er du klar til at drage af sted på picnic-tur med familien, hvor den står på masser af hygge og god mad udenfor i det fri.
Vil du have mere inspiration til picnic-venlige retter? Gå på opdagelse i vores store opskriftsunivers, hvor du finder et hav af lækre opskrifter, der giver ny inspiration til din næste picnic med familien.